Hvad er en naver

At være på valsen stammer helt tilbage fra middelalderen. Det har sine rødder i Tyskland. Man kunne ikke tidligere anerkendes som håndværksmestre uden at have på valsen. Det var her man lærte de nye håndværkstraditioner og byggeformer, som skabte en bedre fagmand.

 For at rette nogle misforståelser, så er en "naver" en håndværker fra Skandinavien og behersker et af de 3 sprog. Ordet naver kommer af ordet skandinav, og har været anvendt om de rejsende svende frta Skandinavien. Navernes sammenslutning hedder CUK, - og står for central understøttelse kasse. Den blev stiftet i Wintertur.
 Mange tusinde skandinaviske håndværkere, heraf langt størstedelen var danske, rejste ved århundredskiftet 1900 - og tidligere - til udlandet for dels at dygtiggøre sig og for at lære andre landes sæder og skikke at kende. Så tidligt som i begyndelsen af 1870’erne var der mange unge danske håndværkere, der gik på valsen og arbejdede rundt omkring i Europa.
I 1899 kom den store lockout, der tvang tusinder af danske håndværkere til Tyskland og Schweiz.
Dette var et stort problem for de fastboende Mestre i de byer disse svende kom til, da de kom til at understøtte mange af dem af egen lomme. De nye fandt imidlertid restaurant Obergass i Winterthur, der reklamerede med „Skandinavisk“. Obergass blev flittig besøgt af landsmænd og blev det samlingspunkt hvor nye, der savnede penge til logi, mad, støvler mv. kunne mødes og udveksle erfaringer. 

Efterhånden kom mange af disse svende igen i arbejde rundt omkring i Tyskland, men en stor del forblev i Schweiz. I 1880 stiftedes „Skandinavisk Forening Zürich“. I 1885 fulgte så St. Gallen, 1888 Basel, 1890 Bern, 1892 Winterthur og 1896 Kreuzlingen. 
Disse foreninger havde ikke mulighed for at yde understøttelse, når de store skarer af svende kom fra landevejene. Dette foranledigede urmager Arnold Hertz fra Basel, allerede i 1887 at stille forslag om, at der dannedes en fælles centralorganisation. 
Denne skulle stiftes på en delegeretforsamling - og et udvalg skulle så udarbejde centrallove, der hovedsageligt skulle regulere understøttelsesvæsenet. Først 10 år senere, da Arnold Hertz var flyttet til Zürich og optaget som medlem der, offentliggør et udvalg et lovudkast. Tanken kunne dog endnu ikke realiseres. Først under den store lockout i 1899 med den deraf følgende „invasion“ af tilrejsende svende kom der gang i sagerne. 
Ved en stiftelsesfest i Arbon, hvortil var inviteret en del gæster fra de nærliggende byer St. Gallen, Frauenfeld og Kreuzlingen, lykkedes det at skabe interesse for et delegeretmøde, hvortil de fleste skandinaviske foreninger i Schweiz sendte repræsentanter. 
Dette møde fandt sted 2.-3. december 1899 i Winterthur på restaurant Obergass, og her stiftedes C.U.K. med delegerede fra Arbon, Basel, Bern, Luzern, Kreuzlingen, Winterthur og Zürich.
Til sæde for hovedbestyrelsen valgtes Kreuzlingen og Arbon.
Første formand blev Peter Jørgensen, Kreuzlingen.  Chr. Nielsen, Arbon, valgtes til protokolfører og W. Bahnson, Arbon, til kasserer. I 1902 blev Peter Jørgensen desuden redaktør af medlemsbladet „Den Farende Svend“. 
C.U.K. blev ledet af en hovedbestyrelse, som indtil 2. verdenskrig befandt sig i Schweiz. Derefter flyttedes den til Danmark, hvor der var større medlemstilslutning. C.U.K. har i dag ca. 700 medlemmer, hvoraf mange fortsat er aktive udenfor Danmarks grænser.

 Rejselivet idag
 I dag handler naverlivet mere om eventyr, oplevelser og kammeratskab. Morten som ses på billedet er en af de danske håndværkere der er på "valsen" og medlem af "Die Rechtschaffenen", som er den ældste håndværkslaug for tømrer.Formålet er at fremme og organisere unge svendes rejseliv.  

Hovedkvarteret er Hamburg, men "en håndværkssvend kan optages uanset nationalitet, hudfarve, politiske og religiøse overbevisninger, blot han respekterer menneskerettighederne".

Omgangssproget er tysk, og de fleste herberger findes i Tyskland og Schweiz. Dog er der også lokale selskaber i Skandinavien og USA.

 

 

 

Herberget, som for det meste er en kro, er den rejsendes hjem. Vært og værtinde kaldes "Vater" og "Mutter", personalet "Schwester" og "Bruder".

Her mødes svendene regelmæssigt med de fastboende svende, som efter endt rejsetid stadig er medlem af foreningen. I "håndværkssalen", et lukket foreningslokale, klarer man de lokale anliggender samt holder alle de gamle traditioner i hævd. Svende på rejse "tilrejser" på herberget og bliver modtaget og "udskænket" af de der arbejdende svende.

Den "tilrejste" har ret til en gratis overnatning samt i vinterhalvåret ligeledes en dags forplejning.

Den såkaldte "fremmedskrevne svend" må i tre år og en dag ikke komme sit hjem nærmere end 50 km, med undtagelse af dødsfald eller alvorlig sygdom i nærmeste familie. Offentlig transport er tilladt, men ikke velset på korte strækninger. Der skal fortrinsvis rejses til fods eller på stop.

 
 

 

CUK's 100 års jubilæum , Zürich , Schweiz 1999
 
Den tyske håndværkerdragt – "Kluft" består af:
 
  • Den sorte hat: bowler, høj hat eller den bredskyggede "Schlapphut".
  • Hvid kraveløs skjorte "Staude" med sort slips bundet i den øverste knap som tegn på ærbarhed.
  • Bukser med stor fodvidde, vest og jakke i fløjl eller velour.
  • Sorte sko eller støvler.
  • Desuden kan man bære urkæde og ørering med håndværksvåbnet. Al anden pynt er ikke tilladt.

 

Alt udstyr på rejsen rulles til en 30 cm tyk og 70 cm lang bylt, der ombindes med et farverigt klæde – en "Charlottenburger" eller "Berliner".

Naveren rejser med en "Stenz", som er en slangeformet, naturdannet vandrestok.

 

>TILBAGE<

Webmaster Rune Jensen-Blokø  | Tlf.: 21757300 | rune.jbl@gmail.com