Behøvling
Vi ved ikke, hvor gammel behøvlingen er. Fra Frankrig har vi fra 1200'erne en slags symbolsk frigørelse hos bagerne ved, at lærlingen slår en potte på muren. Fra Krakow hører vi 1421 om dåb og navngivning af svende. Det ældst bevarede billede af en af ceremonierne stammer fra o. 1500 og findes i en Schembart bog (beskrivelse af fastelavnsoptog) i Nürnberg. Under en tøndebåndsdans, som bødkerne plejede at have dem, trækker en mand, udklædt som doktor, med en vældig tang en narretand ud af munden på ofret, der ligger på en bænk og holdes fast af en djævlefigur. Zünften i Danmark Til Danmark kom behøvlingsskikkene og de andre Zünftige ceremonier og skikke som sagt i begyndelsen af 1600'erne på Christian IV's tid. De omtales første gang i snedkerlavet i København o. 1630 - snedkerne synes af en eller anden grund at have været de mest Zünftige. I 1649 sendte Helsingør snedkerlav sin oldermand til Stralsund for af snedkerne der formedelst 31 daler at købe en afskrift af deres lavsartikler og oplysninger om behøvlingen; hermed fulgte stiltiende retten til at udøve denne, og samme år behøvledes en snedkersvend fra Lund som den første i Helsingør. De lav, der havde behøvlingsretten, vågede nidkært derover; det var en begunstigelse, som de nødig gav fra sig. 1662 købte snedkerne i Helsingborg en afskrift af Helsingørslavets artikler, men de blev skammeligt narret, idet de fik Helsingørssnedkernes gamle artikler fra 1603 uden behøvslingsparagraffen, og da de forsøgte selv at fabrikere en behøvling, blev denne ikke anerkendt noget sted. Da Christianiasnedkerne 1673 bad om en afskrift fra Helsingør, blev dette dem nægtet, og da Stralsundernes originaler brændte 1681, og en mester fra denne by kom til Helsingør for at få en kopi af den afskrift, de selv havde solgt til dem 1640, udleverede snedkerne i Helsingør den først, da han havde fremskaffet en fuldmagt fra snedkerlavet i Stralsund. At det var vigtigt at være behøvlet, ser vi af snedkernes lavsskrå i København 1653; dens § 7 lyder: Når læredrengen har udtjent, »paa det hand paa fremmede steder lige wed fremmede swenne kand ogh maa arbeide, skal hand lade sig behøffle effter den skich som alderrede herud ij byen och andre steder brugeligt er. Och naar nogen swend her hid kommer at ville arbeide och icke behøfflet er, och hand 14 dages tid hos en mester haffver arbeidet, daa skal hand anloffve her at lade sig behøffle effter dend maade her brugeligt er. Snedkerne i Århus klagede 1724 over, at de ikke havde behøvlingsret, hvorfor deres egne udlærte drenge ikke blev anerkendt som rigtige, og fremmede svende, der kom til byen, turde højst arbejde 14 dage hos en mester, hvis de ikke ville udsætte sig for straf, når de kom til en fuldzünftig by. Kongen gav dem da behøvlingsret på deres anmodning. Det var >mestrene i Århus der klagede over den manglende ret. Sagen var den, at det ikke mindst var dem, som havde fordele af, at svendene var behøvlede, ellers kunne de ikke få arbejdskraft, og forøvrigt hjalp zünften dem imod frimestrene og deres konkurrence. Som i Århus har det sikkert været flere steder, måske især i mindre byer, at svendelavene var af underordnet karakter og i lommen på mestrene; svendene selv var ikke kraftige nok til at forhindre mestrene i at blande sig i deres forhold. Mestre og svende havde jo for øvrigt fælles interesser på mange felter. Vi så også, at det var en mester, der kom fra Stralsund til Helsingør for at få lavsartiklerne 1681. I Århus var det også sådan, at afgifterne for snedkerbehøvlingen gik i mesterlavets kasse og kun de såkaldte kosvantspenge i svendenes (herom senere). Mestrene deltog også ofte i de nyoptagne svendes fester Gesellbier Forbud Fra myndighedernes side kæmpede man bravt mod lavene, der ligesom udgjorde små stater i staten, og ikke mindst mod behøvlingen, som forekom statsmagten, specielt enevælden, urimelig og desuden i strid med religionen. Specielt var dåben og andre formentlige parodier på kirkelige handlinger ilde set. Lavene kunne man dog ikke komme til livs, selv i enevældens tid, og behøvlingen kunne man også kun for en tid undertrykke. Den havde sin berettigelse og lod sig ikke negligere. Udlandet så man f. eks. lærlingene. Dåb eller Hänseln forbudt i Kursachsen og andre tyske lande 1661. 1674 forbødes det i Brandenburg at døbe lærlingene Heiligen Sacramenten zum Spott, und geistlichen Ministerio zur Beschimpffung«. En politiforordning fra Magdeburg 1688 tillod ganske vist selve Loszahlung (erklæring om at lærlingen var udlært), men kun i nærværelse af en repræsentant fra rådet, og alle liderlige forklædninger og utilstedelige løjer, som man indtil da havde anvendt, var strengt forbudt.